Jeg arbejder med maleri, og det er landskabet og blandingen af natur og strukturerne omkring landskabet, der optager mig - både i abstrakte og figurative udtryk. Jeg vælger ofte en usædvanlig vinkel på tingene og gerne et motiv, hvor jeg kan bringe energi og rytme ind i værket. På det seneste har jeg arbejdet med en serie portrætter med fokus på udtryk og stemning. Min gode mentor Erik Schwarzbart udtaler sig om mit arbejde i opslagsværket '101 Kunstnere, 2015' - hvor jeg er repræsenteret:
"Kirsten Duus er som kunstner meget seriøs i sit arbejde. Gennem tematiske serier, har hun vist, hvordan hun kan gribe og fastholde fascinationen af nuet, og give det nye skæve vinkler. Kirsten udmærker sig ved sine overrraskende kompositioner, hvor de grundigt bearbejdede farveflader spiller med et stærkt og følsomt lys" - Erik Schwarzbart 2014, Musicon Art
Jeg deler værkstedsfaciliteter sammen med 10 dygtige kunstmalere og kunstfotografer i Atelier Under, v/ Den Gamle Spritfabrik i Roskilde www.atelierunder.dk
Jeg er med i kunstnernetværket Circulus, en sammenslutning af 30 sjællandske kunstnere, der blev dannet i 2014
Efter at have arbejdet med kreative udtryk i mange år, begyndte jeg for alvor maleriet i 2006 og har modtaget undervisning hertil bl.a. fra de danske malere Søren Martinsen, Peter Neuchs, Jesper Palm, Erik Schwarzbart og den islandske maler Bjarni Sigurbjörnsson.
Siden 2010, har jeg fået værker antaget på censurerede udstillinger. I 2018 blev jeg præmieret på den censurerede udstilling Roskilde Åben. I 2015 blev jeg optaget i opslagsværket '101 Kunstnere', Forlaget JA, red. Tom Jørgensen.
TV Kanalen Roskilde optog i 2018 en udsendelse om Roskilde Åben og to af de præmierede deltagere. Den ene af dem mig, der fortæller om mit billedunivers i den sidste trediedel af udsendelsen. Udsendelsen kan ses på dette link:
https://www.youtube.com/watch?v=zJd-n4s5gWY
Vedrørende min faglige baggrund, så er jeg samfundsvidenskabelig kandidat fra Roskilde Universitet, cand.sc.soc. i International Udvikling og Forvaltning og har en årelang baggrund som rådgiver i danske ulandsorganisationer med specialistopgaver i udviklingsprogrammer i Afrika og Asien. Siden 2014 har jeg arbejdet på fuld tid som billedkunstner.